Julen 2021
Kære Fjerritslev Bykor
Endnu engang vil jeg benytte denne søde juletid til at sende jer nogle varme og korlige tanker.
Julebrevet fra 2020 mangler i samlingen, da vi jo ikke kunne mødes sidste år på grund af Coronaen. Værre var det, at vores 50års jubilæumskoncert blev aflyst. Øv, øv, øv.
Heldigvis har vi kunnet trodse denne nye fare for verdenssundheden og starte op med korsang igen her fra dette efterår, og hvor har det været dejligt at komme i gang igen.
I skrivende stund har vi kun afholdt en julekoncert. Den var meget vellykket i Haverslev Kirke, selvom de også i år forsøgte at fryse os ud. Det var godt for os og publikum, at der ikke var koldere udenfor, for så havde der nok været endnu koldere i kirken, der i hvert fald ikke var for opvarmet. Måske har graveren hørt noget om, at koret altid selv varmer op inden en koncert.
Til gengæld kunne vi varme publikummet med en virkelig fin koncert med masser af vellyd og skønne korklange. En af tilhørerne, en høj køn pige, der, Da i udseende meget lignede vores syngende lumske ægtepar, var særligt begejstret for den variation koret sang med, hvor de enkelte stemmer på skift fik lov til at vise, hvad de kunne. – Og vi kan meget, jeg håber, og er ret sikker på, at koncerterne i Kollerup og Tømmerby vil vise samme høje standard. Så, for at gentage mig selv: Godt gået Fjerritslev Bykor. Vi håber, der er varmere i ”Kolderup Kirke”.
Koncerten i Tømmerby Kirke måtte vi jo desværre udsætte på grund af snestormen, og der er, ærgerligt nok, mange afbud til den nye dato. Det er forståeligt, da alle i denne travle juletid selvfølgelig er ret fulde, undskyld jeg mener, har en ret fuld kalender. Vi der er tilbage, må stå og sidde sammen og synge desto mere koncentreret og smukt.
Vores to nye julenumre er af vidt forskellig karakter, men blev begge udført til karakteren 12, eller UG som det hed i gamle dage. Den lyriske Der skinner et lys fra en stjerne ramte lige ind i publikums hjerter, og Den barnlige undren betog dem med sin rytme og energi, kraftigt understreget af Anders’ s formidable akkompagnement.
Hvilket bringer mig hen til endnu en gang at takke Anders for hans skønne klaverspil, der i den grad er med til at løfte koret, og give os mulighed for at synge selv vanskelige satser meget smukt.
Også stor tak til bestyrelsen og de ”praktiske grise” der hver gang sørger for, at vi har lys og lyd og mulighed for at se hinanden. De sørger også for, at selv Bjarne og Plik kan vi stole på. Til sidst en tak til Marc, der sørger for at øvfiler bliver til øvefiler.
Koret har heldigvis også fået nye medlemmer, og tak til jer, for at holde fast og klare den store udfordring, det er at lære så meget nyt op til julekoncerterne. Superflot!
Smitteudviklingen er stadig så usikker, at vi ikke kan være helt sikker på, hvad fremtiden bringer, men vi regner med at starte op på forårssæsonen onsdag den 5. januar.
Hvilke noder, I skal medbringe, vil tilgå jer på mail. Af nye satser kan jeg afsløre, at jeg arbejder med en sats til Emil Aarestrup digtet Til en veninde, som hele Danmarks kæledække Philip Faber har sat i musik. Det er også en samba, og så den dejlige Sommerens ø. Her er der rigtig mange vers, så her skal vi også have delt nogle vers ud på de enkelte stemmer.
Jeg vil slutte et genbrug fra julebrevet 2018. Genbrug er jo meget oppe i tiden, så det må være tilladt. Så her er en lille omdigtning af Hvad er det der gør jul til noget særligt.
Hvad er det der gør jul til noget særligt?
Gør denne mørke tid til noget herligt?
Er det mon julehandlens trummerum?
Nej, det er korets sang i kirkerum!
Ja, skønne klange fylder både krop og sind,
når koret synger julen ind.
Korlig hilsen og rigtig glædelig jul til jer alle.
Kaj Pries